Dato: 25. marts 1948
Sted: Aztec, New Mexico, USA (Google Maps)
Tid: Omkring kl. 05.

Her er endnu en sag fra “Four Corners UFO Hotspot” artiklen, som jeg postede et par år tilbage snart (14/12, 2015 – se her). Four Corners området i USA, er et af de mest spændende områder, samtidig med, at de er et af de mest kedelige (på papir) at skrive om. Men uden tvivl er dette et af de smukkeste steder i USA, som har været, og bliver besøgt af mange turister, og det er ikke til at vide hvor mange der alene besøger disse fire stater pga. UFO-myterne, der har været skrevet om i over 70 år, og specielt i New Mexico, er det første som ufo-entusiaster tænker på, næsten altid “UFO styrtet ved Roswell” i juli 1947.

Denne nu (25. marts, 2018) 70 år gamle sag er i dag en af de mest kendte på højde med Roswell-sagen. Men den blev dog hurtigt “afsløret” og dømt af skeptikere i 1950’erne, som værende en fuphistorie mens andre, der har gravet videre i sagen med jævne mellemrum, mange år senere, har fundet frem til nogle “rystende” sandheder, om hvad der egentlig har været skjult for offentligheden siden 1945, som skeptikerne angiveligt har “glemt” at nævne. Man kan spekulere meget over, hvorfor at rumvæsener, der kommer langvejs fra, er så interesseret i vores destruktive livstil her på vores planet, hvad angår deres tilsyneladende indblanding i vores atomvåbenprogrammer. Herunder er der forhåbentlig samlet lidt af den mest vigtige viden ind, som har været påstået af relaterede folk til sagen.

BAGGRUND:

I slutningen af 1940’erne blev udtrykket “flyvende tallerkener” vidt udbredt i USA, efter at piloten Kenneth Arnold, havde beskrevet noget, som mindede en “tallerken”. Navnet blev hurtigt hængende, selvom det var et fejlcitat. Det amerikanske militær var på dette tidspunkt meget interesseret i ukendte flyvende objekter på himlen, og havde etableret flere projekter for at kunne studere fænomenet nærmere. Men man kunne åbenbart ikke konkludere noget sikkert ud fra alle de rapporter, der havde været undersøgt – andet, end at “UFOerne” tilsyneladende ikke var fjendtlige og udgjorde en fare for den nationale sikkerhed.

Tidligt i marts 1948, blev en ufo rapporteret svævende over Los Alamos National Laboratories i New Mexicos ørken (White Sands-området).

Det var i øvrigt her, at fysikere fra hele verden samledes  i det, der kom til at hedde Manhattan-projektet, som var ledet af J. Robert Oppenheimer. Projektets formål, var at skabe et våben, der var så skræmmende, at det kunne standse enhver krig. Det var tilsyneladende så skræmmende, at rumvæsener fra andre planeter begyndte at vise sig for alvor over militæreområder verden over – med start i USA.

Jagten på ny avanceret teknologi

I årene efter Anden Verdenskrig, brugte USA et stigende “sort budget” på at udvikle og forfine deres våbenteknologi til lands, vands og i luften. Udviklingen af nye jet-fightere, missiler, raketmotorer, atomvåben og kraftfulde nye radaranlæg var højt prioriteret, da den kolde krigs æra lige var begyndt. Det var en tid fyldt med paranoia, noget, der i høj grad fyldte meget i 1950’erne. Manhattan-projeket blev gennemført under omfattende sikkerhedsforanstaltninger af frygt for at Aksemagterne, især Tyskland, hvis projektet blev kendt, ville intensivere deres egne atomprojekter eller gennemføre hemmelige operationer mod projektet.  Frygten for sabotage var altid til stede, og når udstyr svigtede var der ofte mistanke om sabotage.

 

Endnu en UFO i New Mexico “skydes” ned

To uger senere den 25. marts, fandt en – som tidligere angivet i marts 1948 – lignende episode sted i Hart Canyon, der ligger ca 12 km nordøst fra den lille by Aztec. Det var radaren på Muroc Air Force Base i Californien og to andre installationer i Colorado, der angiveligt sporede et objekt over New Mexico, da det var på vej ned og styrtede tilsyneladende. Via triangulering lykkedes det militæret at spore sig ind på stedet, hvor objektet var styrtet ned. Det var ca. 12 mil øst for Aztec.

Militæret alarmerede de lokale myndigheder, der sikrede området. General George A. Marshall beordrede et eftersøgningshold afsted fra Camp Hale i Colorado. Helikopterholdet fandt objektet ved kanten på en bakke i Hart Canyon. Det var et fartøj, knapt 10 meter i diameter, hvis skrog lod til at være intakt, men der var et hul i et af koøjerne.

De videskabsmænd, der blev tilkaldt og fløjet til stedet, var:

  • Dr. Carl Heiland (Colorado School of Mines)
  • Dr. Horace van Valkenberg (University of Colorado)
  • Dr. Detlev Bronk (met at Durango, Co.)

Videnskabsholdet blev angiveligt ledt af en mystisk “Dr. Gee“, der i hullet i ruden kunne se 16 små menneskelignende væsener – alle døde. Deres hud var brun, som om de var blevet brændt. Man spekulerede over, om hullet mon kunne stamme fra en meteorit, der kan have ramt skibet på vej ned i atmosfæren.

Man kendte dengang intet til hvad der foregik i New Mexico, da området jo var mere eller mindre hemmeligt, og stort nok til, at man kunne fare vild uden et kort, men man vidste nok til historien ud fra de to kolonner, som den berømte forfatter Frank Scully (1892-1964) udgav i Variety i oktober og november, 1949, hvori han skrev, at de amerikanske myndigheder havde bjærget nedstyrtede ufoer i 1947 og 1948 – 4 rumskibe og 34 rumvæsener, som blev grundigt undersøgt i al hemmelighed på forskellige militærbaser i USA, ifølge den videnskabsmand, som Scully havde været i kontakt med.

Frank Scully’s bog, “Behind the Flying Saucers” blev udgivet i 1950, og var den første til at påstå, at en eller flere “tallerkener” havde været bjærget af den amerikanske regering. Den 8. marts, 1950, havde en anonym professor afholdt en “fortrolig videnskabelig diskurs” for 350 studenter på University of Denver i Colorado, hvor en anonym videnskabsmand (senere kendt som “Dr. Gee“) påstod, at have set op til 16 menneskelignende lig nær fartøjet, der var omkring 30 meter i diameter, den hidtil største ufo rapporteret. “Dr. Gee” havde angiveligt også set de tre andre flyvende tallerkener, der havde været skudt ned af regeringen. Han påstod, at rumvæsenerne kom fra Venus.

Ligene, der var omkring 1 meter høje, var iklædt blå uniformer, blev angiveligt fragtet til Hangar 18 i Wright-Patterson AFB i Ohio, og efterfølgende blev Hangar 18 kendt som stedet hvor alle nedstyrtede ufoer efter sigende blev bragt til. Rumskibet, der angiveligt var 30 meter i diameter, tog det omkring to uger at skille ad og transportere til Los Alamos.

Scullys bog blev hurtigt en succes med over 60,000 solgte eksemplarer, og det skabte røre i ufologiens verden, at man tilsyneladende havde et ufo-bjærgningshold (“Interplanetary Phenomenon Unit”), der opsamlede disse nedstyrtede ufoer i landet. En påstand om, at den amerikanske regering fremover ville holde alle ufo-historier/afsløringer hemmeligt for befolkningen, var pga. den store svipser med Roswell historien der blev “lækket”.

Hvem var foredragsholderen?

Den ukendte professor var tilsyneladende eskorteret til stedet, af George T. Koehler, der arbejdede på radiostationen KMYR. Han havde ikke fortalt navnet på foredragsholderen, da det som han skulle tale om, var klassificeret, og derfor måtte udelade vigtige detaljer så som navn, dato og steder. Ca. 50 minuttter senere, efterlod den mystiske person tilskuerne tryllebundne, mens andre anså det hele som værende absurd, latterligt og utroligt…Størstedelen af publikummet, var overbevist om, at professoren talte sandt. Koehler afbrød spørgerunden efter foredraget, ca. 15 minutter inde, og sagde at de skulle nå et fly, som afgik 20 minutter senere.

Air Force Intelligense officerer spurgte angiveligt ind til hvem denne mystiske person var, men måtte indse, at ingen havde et svar til dem, bortset fra, at han måske var ven af Silas Newton, der havde været med til konferencen. De bad Koehler om at aflevere den lydoptagelse, som han havde, men Koehler var tilsyneladende smart, og vidste hvordan han skulle håndtere officererne, og bad sin tekniker om at slette hele optagelsen og afleverede et tomt bånd til dem. Men de lod sig ikke standse, og finkæmmede passagerlisten på de kommercielle flyvere, men fandt intet.

Forfatteren Frank Scully med en miniaturemodel af den angivelige nedstyrtede “flyvende tallerken”, fra Toledo Blade avisartiklen.

En artikel skrevet af Gordon L’Allemand i Toledo Blade d. 25. september, 1950, om foredragsholderen på Denvers universitet, som var blevet afsløret af Denver Post. Det viste sig, at det var Silas Newton  (1887-1972), som også var nævnt i Frank Scullys bog, som var udkommet i september måned. Du kan artiklen læses her (engelsk).

Forfatteren til artiklen interviewer Frank Scully, der har skrevet et dusin bøger, og skriver for Hollywood Variety (filmproduktionens “bibel”), og som er yderst kendt for sin udtalte ærlighed. uddyber (fra sin kilde), at rumvæsenerne angiveligt stammer fra Venus, de er muligvis “200 til 500 år foran os”, og at de ankom i tre rumskibe, der var udstyret med elektromagnetisk kraft, som kunne flyve med lysets hastighed. Scully fortæller, at hans kilde, som består af videnskabsmænd, der har været i hans hjem og talt frit med ham, har vist ham tegninger af de tre flyvende tallerkener, der styrtede (eller blev skudt) ned i New Mexico de seneste to år.  En af dem målte omkring 11 meter i diameter, hvor der kun var plads til to besætningsmedlemmer. En anden, der var 22 meter i diameter, og den tredje var enorm – 30 meter i diameter og og 30-40 meter bred, og havde en kabine der var 1,8 meter høj. I alt 34 små “mænd”, der var klædt i blå plastiklignende uniformer på, og var 36 til 40 inches (90-100 cm) høje, blev fundet i de tre “tallerkener”. De to største “tallerkener” havde begge hver 16 besætningsmedlemmer.

Scully fortalte, at en af de store “tallerkener” landede nær en ranch i Aztec, og den anden ved en “vestlig luftbase”. Alle ombord fartøjet var døde. I den med to besætningsmedlemmer, var den ene død, mens “han” havde åbnet døren efter landingen. Dødsårsagen  skyldtes muligvis en form for “dykkersyge”. Den anden pilot blev fundet ved instrumentpanelet. Det var angiveligt videnskabsfolk fra Denver, der stod for bjærgningen af fartøjerne, som blev transporteret på hærens lastbiler til Wright Field i Dayton, Ohio, forklædt som en sending “ammunition”.

Scully fortæller ifølge artiklen, at det fartøj, der blev fundet ved Aztec i foråret 1949 (?), havde et hul i en rude i skibet, som sikkert var årsagen til, at de 16 besætningsmedlemmer var forkullet (?) ved kontakten med vores atmosfære.

Most likely they came from the planet Venus, which is 161,000,000 miles away (260,000,000 km). These ships could have made the round trip here and return in far less than one hour”  – Frank Scully

Scully fortsætter beskrivelsen af væsenerne, der lignede almindelige mennesker, men altså meget mindre. De var ikke dværge, havde hår på deres hoveder og ned ad ansigtet. Deres føde var noget, der mindede om små kiks, som når de blev lagt i vand og opløst, blev det til over en liter næring. Der var også beholdere med “sødt vand”, der var tungere end vores. Fartøjet havde ingen lamper af nogen arter, hvilket fik videnskabsfolkene til at spekulere på, om fartøjet mon blev oplyst af magnetiske kilder. Hvert skib havde ingen synlig motor, men “gear i gear” der drev farten op til 186,000 mp/s (299,337 km/s (?)). Metallet mindede om aluminium i udseende, men var temmelig hårdt, og uden skruer eller søm eller andet, der viste, hvordan fartøjet var sat sammen. Der var angiveligt 10 personer, der prøvede at lave en bule på overfladen af “vingen”, men uden held. Videnskabsfolkene havde heller ikke det store held, med at prøve at bore hul i skroget, og brugte over 35,000 dollars i diamantbor på at komme igennem. Det lykkedes heller ikke med svejseapparater. Videnskabfolkene og militæret kunne dog komme ind i det mindste fartøj, hvor døren var åben, og de kom ind i det store skib, hvor glasset var smadret, til et slags observationsdæk/platform. Det tredje fartøj var så uigennemtrængelig, at de nær havde opgivet at finde ud af hvordan de skulle trænge ind i det, da en af mændene lyste ind et vindue, og med en pæl, som blev stukket ind i hullet i ruden, ramte han noget på instrumentbrættet, der aktiverede døren, så den åbnede sig. Scullys videnskabsmand blev rekrutteret til at undersøge skibene, blev meget rasende, da han senere fandt ud af, at historien blev tysset ned og lagt på hylden. Videnskabsfolkene blev også utilfredse over den måde, at rumskibene blev hugget i stykker, så der kunne lavet souvenirs til folkene med de højeste autoriteter.

Yderligere undersøgelser undersøgelser på Wright Field (150 i alt) viste, at væsenernes tøj, var lavet af et næsten uforgængeligt stof, hvor én tråd kunne bære 204 kg vægte, før den knækkede. Uniformerne lod ikke til at have forskellige designs, som fx ved rangordener i militæret. I skibene var der noget pergament-lignende papir, der havde en skrifttype, der mindede om præ-sanskrit – billed-skrevet sprog, eller piktogrammer. Det skulle minde meget om Mayaernes sprog og tegn, der stadig ikke er blevet dechifreret.

Allerede dengang, var den store forklaring på hvorfor UFO sagerne blev “tysset ned”,  var pga. regeringen og militæret ikke var interesseret i at dele deres fund, som de kunne bruge til egne militære formål (våben, osv) – fx, hvordan de flyver med lysets hastighed uden brændstof, hvordan de kan “fryse” og opløse fjendtlige objekter, der nærmer sig dem.

Frank Scully var dog helt klart en stor fortaler for, at alle bør vide hvad det er der har været sket, samt, at han var overbevist om, at det han fik at vide, er sandt. Han havde for nyligt stillet 20 spørgsmål omkring denne sag i Washington for luftforsvarets autoriteter, men blev mødt af en mur af tavshed. Han postede disse 20 spørgsmål i sin klumme i Hollywood Variety, og her er nogle af dem:

  • What happened to the remains of the 16 men found dead in one of the large saucers and the two in the smaller disk?
  • Did you ever see a radio like the one which were on the flying saucer that landed on a ranch in New Mexico?
  • Why is it that pilots who have been trained to identify every make, model and nationality of airplanes all describe the space ships as “saucer-shaped”?
  • Weren’t all saucers found in the western hemisphere magnetic rather than jet jobs?
  • Do you know how magnetic waves emanate from the sun, revolve around the earth, continue on to the earth’s moon, come back to the earth and return from there to the sun?
  • Do you know that magnetic waves following a similar course travel between the sun and Venus?
  • If you don’t know much about this, why did you insist on tearing everything open that might have helped the magnetic scientists in determining  if a saucer magnetically controlled could hop from one magnetic zone to the next?
  • Don’t you think it was something less than cricket to encourage Donald E. Keyhoe, a former navy-trained balloon pilot as well as a marine corps plane pilot, to write that flying saucers are real, only to deny the whole thing after his True Magazine story broke? (january 1950 issue)
  • Why have these flying saucers been coming to our earth?

Luftværnet ignorerede Scullys spørgsmål, men Scully nægtede at give op, og fortsatte indtil han blev beordret til at stoppe. På dette tidspunkt i den virkelige verden, var amerikanerne i fuld gang med at finde ud af hvordan vi kommer til månen i rumskibe. Derfor er det vel logisk, at et af svarene på, hvorfor vi skulle få besøg af rumvæsener, er at de er mindst lige så nysgerrige som os, når vi gerne vil have opklaret nogle mysterier.

Scully fremviste to miniaturemodeller i aluminium af ufoerne der landede i New Mexico i 1948-49, samt detaljeret blåtryk af dem, som han fik af hans videnskabsvenner. Såkaldte luftfartseksperter, der har set dem, fortæller at de helt og aldeles mulige.

Det eneste problem med hele interviewet, er at rumvæsenerne lader til at have fejlet ikke bare én gang, men tre gange at lande på vores planet, på trods af deres teknologiske avancerede fartøjer. Man bør forvente af sådanne intelligente væsener, at de også har haft udstyr nok til at kunne finde ud af, om det er sikkert at lande på vores planet, med deres teknologi.

Artiklen skrevet af Woodsworth Likely i St Petersburg Times d. 4. Februar, 1951. Højreklik og åbn i ny fane, for at læse artiklen.

Nogle måneder efter blev en artikel skrevet d. 4. februar i St. Petersburg Times, der handlede om fupnummeret og Frank Scully (og andre relaterede ting).

Bondefangeriet afsløres

Silas Newton og Leo A. GeBauer, der havde forsøgt at sælge deres anordning, de kaldte “doodlebug” (lidt som “dowsing” eller “kvistgang“), påstod at den kunne finde olie, gas og guld, og at teknikken skulle angiveligt være baseret på rumvæsenteknologi. Dette bakkede de op ved at fortælle det til Frank Scully, som nævnte det i sin artikel i Varity. Da artiklen var udkommet, var der ingen andre vidner der havde meldt sig.

 

Silas M. Newton

Newton, der ejede Newton Oil Company med sæde i Denver, CO, var kendt for at pumpe olie i en brønd om natten, så han kunne imponere potentielle investorer ved at pumpe den ud den næste dag. Han og Gebauer kørte en dag i august 1949 gennem Mojave-ørkenen, da de hørte om en nedstyrtet “tallerken”. Det var her, at de først udklækkede idéen til deres største fupnummer. Det var så Newtons ide at fortælle de potentielle investorer om UFOen og analysen af den anordning, der kunne finde mineraler (guld) og olie. Det eneste det lige krævede, var at de kunne få del i alt dette – for en pris!

 

Leo A. GeBauer – “Dr. Gee”

Leo GeBauer udgav sig tilsyneladende for at være den mystiske videnskabsmand “Dr. Gee” der i selskab med Newton, holdt foredrag ved University of Denver, hvor  han fortalte om den nedstyrtede UFO, der var blevet undersøgt af amerikanske embedsmænd. Det var angiveligt Newton, der overtalte Frank Scully, der var blandt publikum denne dag, til at skrive bogen om deres historie. Scully var overbevist om, at Newton talte sandt – så meget, at han end ikke krævede at se noget bevis på deres påstand, og begyndte at skrive sin bog – muligvis med hjælp fra Newton. Desværre for Scully, skulle det vise sig, at han havde givet de to fupmagere en ufortjent troværdighed.

 

 

En journalist med en meget fin næse

Journalisten J.P. Cahn fra San Francisco Chronicle, blev hyret af True Magazine, som havde udgivet meget materiale fra major Donald Keyhoe, der havde fortalt om de flyvende tallerkener. Hans opgave var, at undersøge Scully, og de mystiske mænd, som han citerede i bogen. Han undersøgte først Newtons baggrund – og det viste sig, at være klogt. Mange oliemænd fortalte, at han ikke var til at stole på. På et tidspunkt fik Cahn kontakt med en tøvende Newton, og ønskede at se beviserne for hans påstand mht. de diskformede metalstykker fra rumskibet. Cahn fortalte Newton, at han havde fået lov til at give op til 35,000 dollars for historien, forudsat at Newton kunne skaffe beviserne. Newton viste ham så nogle fotos (?), og ni diskformede metalstykker på størrelse med et lommeur. Newton nægtede dog at give én af dem til Cahn, som ville have den analyseret. Han fortalte at han ikke ville give nogen væk, hvis det ikke lykkedes ham at skaffe mere. Han ville gerne give dokumentation på skivernes ægthed, men ikke give dem bort.

Cahn gik fra mødet skuffet, men overvejede at fremstille diskene efter hans hukommelse, så han på et senere tidspunkt ville kunne bytte én ud, hvis han fik chancen. Under et af deres senere møder, lykkedes det ham at bytte en af diskene ud med hans egen falske, og heldigvis opdagede Newton det ikke. Ved mødet fortalte Newton hemmelige detaljerede planer som “Dr. Gee” udførte for regeringen. Ingen konkrete beviser kom dog på bordet, og med modstridende oplysninger, kom han ikke videre med sagen.

Analyserne fra Stanford Laboratories viste, at det kun var ordinære aluminiumskiver af “dårlig kvalitet” (den slags anvendt til gryder og pander), og indeholdt intet, der var usædvanligt. Det var nok til at han kunne skrive en historie om det i True Magazine, i 1952, hvor en række af deres ofre skrev og fortalte deres historie. De fleste af dem, kunne ikke lægge sag an pga. lovbestemmelser, men for en af dem, lykkedes det.

Millionæren fra Denver, Herman Flader, havde en solid sag imod dem. FBI arresterede Newton og GeBauer og idømt betinget fængselsstraf for at have medvirket til bedrageri mod ham. Et af højdepunkterne under retssagen var da deres 18.500 dollars dyre “doodlebug” viste sig at være identisk med en lokal enhed, der kun kostede 3.50 dollars! Cahn skrev en opfølger for True Magazine i 1956, hvor han yderligere afslørede løgne fra bedragerne.

I 1974 afslørede John Carr, en pensioneret professor i kommunikation, at han var i besiddelse af troværdige informationer, der inkluderede vidneudsagn fra en af de officerer der skulle have deltaget i bjærgningen af ufoen. Mike McClellan var hurtigt på sagen, efter Carr afslørede Arthur Bray, som sit vidne. McClellan interviewede en række folk fra Aztec-området, men ingen havde hørt om sådan en begivenhed – udover omtalerne i medierne. McClellan skrev en overbevisende artikel der fejede al tvivl af bordet – historien var usand!

Interessen for sagen genopvækkes

I 1980’erne fik ufomyten et frisk pust efter at Roswell-sagen blev “genopdaget”. Det ledte videre til et par ufologer, der mente, at Aztec UFO-sagen også fortjente at blive kigget på igen. Forfatterne til “UFO Crash at Aztec“, William S. Steinman og Wendelle C. Stevens, brugte 625 sider på historien, som de udgav “privat” i 1987. Ifølge Steinman, var GeBauer og Newton ofre for “en skrupelløs journalist, og en regering, der satte et eksempel for alle, der ville afsløre information”. Formålet var naturligvis at bortlede opmærksomheden fra UFO-historien.

Scott and Susan Ramsey discuss the possible path of an alleged flying saucer Friday at Hart Canyon in Aztec. (Photo: Alexa Rogals — The Daily Times)

Scott Ramsey – fra skeptisk til troende

Denne – i første omgang – yderst spændende sag, som man tror er helt anderledes end Roswell-sagen, blev genopvækket af Scott Ramsey, der er en UFO efterforsker og en succesfuld forretningsmand fra North Carolina. I 1988 hørte han første gang om historien, og blev straks interesseret i at opklare sagen – så hurtigt, at han troede, at han kunne opklare den helt i løbet af et halvt år! Scott og hans kone Susan havde et interview med Daily Times d. 28. marts, 2015 (her)

Parret installerede skiltet, der fortæller det omtrentlige sted, hvor fartøjet angiveligt skulle have landet.

Et af bogens højdepunkter, er helt klart stedet omkring Hart Canyon, hvor den flyvende tallerken styrtede ned. Grusvejen, der leder ud til stedet, hvor rumskibet var, kom ikke officielt på nogen landkort før 2003. Det er ukendt, hvem der lavede vejen. Men Ramsey foreslår, at det kan have været militæret, der har bygget vejen, for at kunne transportere det store rumskib væk. Et af beviserne på, at der kan have været bugseret noget tungt afsted på toppen af bakken, hvor disken landede, er en cementblok, der normalt bruges til at støtte foden, når der skal løftes noget tungt op med en kran på et lad, på en grusvej. De tog en boreprøve på cementblokken, der rigtig nok daterede den til at være fra omkring 1948 (?)

De andre UFO nedstyrtninger i 1945-48

  • I august 1945 styrtede en disk ned ved San Antonio nær “Trinity” testområdet, hvor verdens første atombombe fandt sted, kun nogle få uger forinden i Juli.
  • En aften den 1. eller 2. juli, 1947 styrtede et fartøj ned, som var 9,7 meter i diameter. Gerald Anderson og hans familiemedlemmer påstod at have fundet objektet, hvor de fandt fire rumvæsener, hvor den ene stadig var i live, en anden såret og de to sidste var døde. Opdagelsen blev bekræftet af Barney Barnett, der også så det samme fartøj, sammen med arkæologen Herbert Dick, en studerende fra Harvard.
  • Omkring den 4. juli, 1947 sydvest for Roswell, påstod Frank Kaufmann at have set et ovalt-lignende objekt, der var styrtet ned. Fartøjet var omkring 7,6 meter langt. Denne sag er stadig åben hos MUFON og UFO efterforskere, Chuck Zukowski og Debbie Ziegelmeyer.
  • Et tredje fartøj nord for Roswell, blev rapporteret til militæret af civilister. Dette fandt også sted den 4. juli, 1947. Walter Haut beskriver objektet, der er “3,6-4,5 meter langt, ikke så bredt og 1,8 meter høj, og ægformet.” Oberst Phillip J. Corso fortalte i sin bog, The Day after Roswell, at han havde ansvaret for løsdelene fra dette nedstyrtede fartøj, mens han arbejdede for Pentagon.
  • Det fjerde styrt (4. juli, 1947) blev fundet af Mac Brazel ved Corona, 120 km nordøst for Roswell og 64 km sydøst for Corona på Foster ranchen. Størrelsen på fartøjet er stadig ukendt, men det spredte “læssevis” af vragrester over stedet. Dette er stedet, som er kendt som “The Roswell Incident“, det vel nok mest kendte, de fleste ufo-efterforskere taler om, og den, som er mest kendt i verden.
  • Det femte fartøj, blev rapporteret af Jim Ragsdale, og det fandt sted på netten til d. 4. juli, 1947, ca. 85 km vest for Roswell ved foden af Capitan Mountains. Dette fartøj var 6 meter i diameter, fire døde rumvæsener blev fundet indeni. Ragsdale forsvandt fra stedet, da militæret troppede talstærkt op.

KRITIK FOR OG IMOD HÆNDELSEN:

FOR:

  • Sagen blev første gang genopvækket af Robert S. Carr i Oktober, 1974. Carr var direktør i NICAP (National Investigation Committee on Aerial Phenomenon) og tidligere lærer ved University of South Florida.
  • I 1978 i “Flying Soucer Review” skrev Leonard H. Stringfield en artikel, som påstod at Carr havde fundet øjenvidner, som kunne understøtte beviserne for nedstyrtningen i Aztec. Et af vidnerne var en sygeplejerske (død på daværende tidspunkt – og det lyder bekendt), man påstod deltog i obduktionen af et dødt rumvæsen. Carr ville ikke afsløre navne, så ingen af hans påstande kunne bekræftes.
  • I 1986 genåbnede William S. Steinman og Wendelle C. Stevens sagen igen, med en bog kaldet UFO Crash at Aztec. Bogen var for det meste ren spekulation, men en af kilderne var Dr. Robert Sarbacher, der engang var konsulent på Research and Development Board, der sagde, at Scully’s version af Aztec-nedstyrtningen var “væsentlig korrekt.”
  • Den 31. maj og 1. juni 1998, talte ufo-forskeren Linda Moulton Howe på radioprogrammerne hhv. Dreamland og The Art Bell Show, om det hemmelige FBI-notat fra 22. marts, 1950, som Guy Hottel fra SAC skrev til J. Edgar Hoover.
  • Sagen her er også blevet forklaret, med visse ligheder med Roswell historien, hvor det var en “vejrballon” der styrtede ned i Hart Canyon. Dette er dog ikke blevet bevist af hverken skeptikere eller andre, der har undersøgt sagen grundigt.
  • Der har angiveligt været styrtet/skudt i alt syv UFOER ned i New Mexico i perioden 1945-48. (Kilde)

IMOD:

  • Journalist J.P. Cahn, der var ansat på True Magasine, undersøgte historien i 1952. Han opsporede Newton og opdagede, at der ikke var hold i hans historie om at have fundet olie med hjælp af mikrobølger. Cahn fik også med lidt held “stjålet” (ombyttet med en falsk disk) en disk, som Newton påstod var fra en af de nedstyrtede UFO’er, som han påstod kunne modstå 10,000 graders varme (!). Det viste sig at være ganske almindelig aluminium, der smeltede ved 650 graders varme (metal fra potter og pander). Han opsporede også den mystiske “Dr. Gee”, der angiveligt var Leo Gebauer, en elektriker, der boede i Arizona. To og to blev lagt sammen, og man konkluderede herefter, at Newton og Gebauer havde taget fusen på Frank Scully med en god historie.
  • Parallellerne mellem de påståede rumvæsener og materialerne beskrevet af vidnerne i Roswell og Aztec-sagerne er interessante. Forfatterne Charles Berlitz og William Moore beskrev i deres bog “Roswell Incident“, som blev udgivet i 1980, spekulerede over, om Aztec-historien kunne være en forvansket version af Roswell-historien.
  • Den “prominente” UFO-forfatter, William Moore (der medforfattede den første store bog om Roswell i 1980), sporede hvordan historien kom fra Silas Newton til Hoover. Newton havde fortalt George Koehler (ansat på radiostationen KMYR, Denver), der fortalte videre til Morley Davies, der fortalte det til Ford-forhandlere Murphy og van Horn, der fortalte autoforhandler Fick, der fortalte redaktøren for Kansas City Wyandotte Echo. Denne artikel blev hørt i nyhederne, hvor den fik OSI’s interesse. OSI-agenten gav historien videre til Guy Hottel, som derefter gav 8-hånds historien til Hoover!
  • Historien (afhængig af kilden) varierer i detaljerne, bl.a. størrelsen på rumskibet, der var styrtet ned, rumvæsenerne udseende og størrelse, hvor fartøjerne blev transporteret hen, osv…
  • Silas Newton blev første gang arresteret i 1931. Herefter havde han en lettere omgang med lovens lange arm i hans lange svindlerkarriere…
  • Newton var en velhavende olieproducent, der påstod at være i besiddelse af en anordning, der kunne finde mineraler og olie. Scully fortalte i sin bog, at Newton havde set en UFO styrte ned på det stykke land han lejede i Mojave Desert, men senere ændrede Newton historien i 1952 til, at han ikke havde set den, men kun havde viderebragt en vidnefortælling, som han havde hørt fra andre.
  • Dr. Gee” studerede ligene fra det nedstyrtede fartøj, og fandt ud af, at de alle havde perfekte tænder, at alderen var mellem 34-40 år, og at de muligvis stammede fra Venus (Hvordan fandt han ud af det?)
  • Dr. Gee” fandt også ud af, at fartøjet fløj ved at hoppe fra en magnetisk linje til en anden (der er tilsyneladende 1257 af disse linjer pr. kvadratcentimeter (?))
  • Dr. Gee” var også priviligeret at få lov til at undersøge et andet fartøj, der var styrtet ned i Arizonas ørken nær et testområde. Dette fartøj var omkring 1,8 meter på tværs og havde kun to besætningsmedlemmer. Han undersøgte også et andet, der var nødlandet i Paradise Valley, nær Phoenix, AZ. Dette fartøj var kun 11 meter på tværs og havde også to besætningsmedlemmer. En af dem, var død ved instrumentbrættet, en anden på vej ud af døren. Begge var døde ved kontakten med luften (tilsyneladende)
  • “Dr. Gee” fortalte sin ven Silas Newton om disse fartøjer, og gav ham nogle små metaldiske fra et af skibene. Newton, der havde genopdaget Rangely oliefeltet ved hjælp af mikrobølger, var ikke sen til at booke et foredrag d. 8. marts, 1950, hvor han kunne fortælle om de nedstyrtede besøgende fra rummet. Newton snakkede derefter med Frank Scully, der skrev sin bog, der blev udgivet i september, 1950.

Konklusion:

For at citere Kim Møller Hansen i hans artikel i UFO-Mail nr. 106 – “Hellere end god historie end at lade sig forvirre af fakta” – og det er denne historie bestemt fyldt med (en god historie), på trods af de ting, som fx Scott Ramsey har knoklet med at vise frem i de ca 30 år, han har holdt foredrag og skrevet om Aztec-sagen. Når man læser de forskellige kilder, varierer detaljerne væsentligt, og i oversigten over de “tallerkener” der angiveligt skulle være styrtet ned i New Mexico sidst i 1940’erne, så er det vanskeligt at finde ud af, om det er identiske sager, der blot bliver genfortalt, for at vække ny interesse for en gammel myte. Tænk på, at vi rent faktisk ikke siden har oplevet en lignende historie, med så mange nedstyrtede flyvende tallerkener som fx i 1947! Derfor er det vel lidt ligesom i filmindustrien, populært at gå tilbage til en gammel film, og lave en helt ny baseret på den gamle historie – eller lige for at krydre den lidt mere spiselig igen. Resultatet bliver noget, vi har set, men det bliver ikke bedre af at blive gentaget – specielt ikke, hvis der ikke kommer nogen officiel anerkendelse eller afsløring fra de militære myndigheder og regeringer, der én gang for alle kan slå fast, om vi får besøg fra rummet eller ej.

SUFOI skriver om sagen

Mine kollegaer i foreningen Skandinavisk UFO Information, har skrevet om denne sag mange gange over årene, her i UFO-Mail nr. 106 (Når myter falder til jorden af Kim Møller Hansen) finder du her. En rigtig god gennemgang af Arne Nielsen og Ole Henningsen i UFO Mail  nr. 132 (FBI dokumentet og Aztec historien) finder du her og en anden i UFO Mail nr. 158 (FBI-dokumentet set af en million) om Hottel-notatet her.

 

VIDEO:

AZTEC 1948: A DOCUMENTARY REPRISAL OF THE FIRST FLYING SAUCER STORY – Paul Kimball
Paul Kimball
er grundlægger af Redstar Films, og giver en præsentation af Aztec-sagen. Han taler bla. om Scott Ramsey’s indsats for at genopvække sagen, og fortæller om at Aztec-historien var et bedrageri begået af Newton og Gebauer. Han præsenterer også nye beviser, der kan bekræfte historien, der blev først omtalt i Frank Scullys bog. Disse beviser omfatter nye vidner, og de hemmelige radarbaser, som skeptikerne nægtede at tale om, og et kritisk blik på relevansen af Newtons påståede dagbog, der angiveligt blev vist af en anonym kilde, til skeptikeren Karl Pflock (der ikke tror på Roswell/Aztec historierne)

 

Kilder:

https://en.wikipedia.org/wiki/Frank_Scully
http://www.nmsr.org/aztec.htm
http://www.ufomind.com/area51/desertrat/1995/dr27/rat_27_s3.html
https://www.daily-times.com/story/archives/2013/05/06/aztec-native-shriver-debunks-ufo-crash-at-hart/75984106/
https://redstarfilms.blogspot.dk/2005/03/being-frank-about-frank-scully-that-is.html
http://www.physics.smu.edu/~pseudo/UFOs/Scully/Cahn1.pdf
http://www.physics.smu.edu/~pseudo/UFOs/Scully/Cahn2.pdf
http://www.debunker.com/Scully.html
https://www.physics.smu.edu/pseudo/UFOs/Scully/
https://vault.fbi.gov/silas-newton
https://vault.fbi.gov/hottel_guy/

Referencer:

https://www.daily-times.com/story/archives/2015/03/28/ufo-authors-return-hart-canyon-67-years-after/75996314/
https://www.daily-times.com/story/entertainment/books/2015/12/21/rewind-authors-publish-new-edition-ufo-book/77704854/

Oil Prospectors, Inc.


https://da.wikipedia.org/wiki/Kvistgang

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *