The_Dandenong_Journal_-_1966_14th_Apr_-_page_1

En af de mere interessante beretninger om nærkontakt med en ufo og mindst en af dens besætningsmedlemmer, vakte opsigt i nyhederne, da det kom frem at 62 skoleelever på Ariel Skole i Ruwa, Zimbabwe i Afrika, var vidner til en “ufo”, der landede bag skolen, og nogle af vidnerne fortalte at “et sært væsen” kom fra fartøjet og kommunikerede med dem ved at stirre ind i deres øjne. Observationen der fandt sted den 16. september, varede i ca. 15 minutter. Læs den utrolige beretning herunder.

10392057_841303745979380_1876362506950199964_n
Foto: www.arielphenomenon.com

Fakta om Zimbabwe

Zimbabwe var engang et af Afrikas rigeste lande. I 2013 havde mere end 3 mio mennesker som følge af mange års politisk uro, økonomisk nedgang og dårlig høst forladt landet. I 1992 havde tørken i det sydlige Afrika haft så stor effekt på Zimbabwe, at det blev erklæret for en national katastrofe. Følgende IMF-støttede økonomisk justering og strenge strukturtilpasningsprogram førte til vanskelige tider for befolkningen.

Det sydøstlige Zimbabwe er fuld af myter og legender. Kong Salomon‘s forsvundne “by af guld” (dem findes der mange af i Afrika!) befinder sig angiveligt på siden af et bjerg i nutidens Gonarezhou National Park, mønter fra korsfarernes og Richard Løvehjertes tid i Great Zimbabwe, turisters mystiske forsvinden på Mount Inyangani, osv.

Det er almindeligt kendt, at kommunikation i Afrika altid har været besværlig (før Internettets tid), men i Zimbabwe fik de deres første internetudbyder i 1994. Det er vel en af de væsentligste grunde til, at Cynthia Hind osv, har kunnet medvirke til at sprede kendskabet til ufoer i Afrika over årene frem til hendes død. Omkring 40% (5.2 mio) af landets befolkning brugte internettet i januar 2014. Næsten alle bruger deres forbindelse igennem mobiltelefonen.

Ariel Skolen i Ruwa

ariel-school

Ruwa er en meget lille by i Zimbabwe. Det siges at Ariel skole er bygget oven på gravsteder af gamle stammehøvdinger, og det er med til at bygge på ufomyten – at rumvæsener åbenbart har en stærk forbindelse til spirituelle steder på Jorden. Myten lyder, at disse rumvæsener skulle være tiltrukket af stedet i over tusinder år, og det kan være derfor at de gamle stammehøvdinger er blevet begravet her. Dette er meget typisk for hellige gravpladser.

Den privat folkeskole, der ligger omtrent 20 km fra Harare, Zimbabwe’s hovedstad, havde i 1994 en bred vifte af forskellige elever af blandet etnisk herkomst – over 60 sorte, hvide og asiatiske elever.

12345409_792768717499550_5311444824036202835_n
Billedet viser en del af de gamle gravsteder, hvor skolen er bygget midt i området. Skolen ligger midt i billedet. Foto: Ariel School Documentary Facebook. 

Observationen af et “meteor” den 14. september, 1994

To dage før begivenheden i Ruwa, var tusinder af beboere i Zimbabwe vidne til en ufo der havde fløjet over dem en klar aftenhimmel. I en kultur uden udbredt viden eller mediedækning af ufo-observationer eller nærkontakter med rumvæsener, mente mange, at de så en meteor, eller en rumfartøj af en eller anden art fra USA (på trods af at nogle vidner hævdede at se det langsomme lys i 2-3 minutter, mens andre påstod at det dalede og derefter ændrede retning, og “fulgte trægrænsen”) Et vidne bemærkede:

“This thing, whatever it was, was beautiful. It had a circular-shaped bright light as the leader, and behind it were tails of light in beautiful colors: green, orange, and yellow. It moved slowly and looked as if it was just above the house. The amazing thing is that it moved absolutely silently.”

Da vidnerne herefter kunne accepteres, at sagen havde en videnskabelig forklaring for deres oplevelse (en meteor), ville de skifte mening et par dage efter.

Da Cynthia Hind (mere om hende længere nede i artiklen) hørte om historien i Ruwa, flikkede hun hurtigt en artikel sammen om sagen og knyttede det sammen med observationen den 14. september. Hun havde skrevet en artikel med overskriften “UFO flap in Zimbabwe: Case No 95.” Hun begynder med datoen: “Onsdag den 14. september, 1994, var en spændende aften i Sydafrika. Omkring 20:50 til 21:05, fandt en prægtig pyroteknisk opvisning sted på den næsten klare nattehimmel i denne del af kontinentet.” Hun fortsætter i artiklen, og beskriver at vidner har observeret sære ildkugler brænde hen over nattehimlen. Vidnerne inkluderer astronomer, amatørastronomer, og snesevis af forskellige spredte lokale indbyggere, der tilfældigvis så op på himlen. Der var forskellige variationer af observationen, lige fra en zeppeliner til en lavtflyvende jumbojet med synlige lys fra vinduerne, og gnister fra halen. Mange vidner sendte tegninger ind af hvad de så på himlen den aften, og utroligt nok, viste de sig alle sammen at være næsten ens.

Det ville vare næsten 48 timer før noget lignende ville finde sted igen.

Observationen, Fredag den 16. september, 1994

ariel-school-children-on-the-playground-in-1994
Elever på Ariel skolens legeplads i 1994. Foto: ukendt.

Omkring kl. 10:15, skulle blive en særpræget dag for de fleste af eleverne som var udenfor og legede i pausen. En lærer havde ansvaret for opsynet med børnene, og en fysioterapeut (Mrs. Kirkman) stod i boden, og solgte sodavand og slik. Lærerne indenfor var optaget af deres egne ting.

Pludselig så nogle af børnene, der var i alderen fra 5 til 12 år, tre sølvfarvede objekter (nogle så 5) på den klare himmel over skolen. De forsvandt som et lyn og dukkede lige så hurtigt op igen et andet sted på himlen. Dette skete tre gange, og derefter begyndte de at bevæge sig ned mod skolen, hvor en af dem landede (eller svævede) over en uberørt del af grunden, bestående af tornebuske, og noget brun-gråt græs med bambusskud stikkende op af jorden.

Børnene måtte ikke gå derhen, selvom det lå lige ved siden af legepladsen, også selvom det ikke var indhegnet. Grunden til de ikke måtte, var fordi der som regel altid var slanger, edderkopper og måske andre farlige dyr der kunne gemme sig i bevoksningen. Det var også meget nemt at blive væk i det område, med kun et enkelt spor fra en traktor der forsøgte at rydde en sti gennem dette område.

Her er stedet bag legepladsen, hvor skolebørnene så fartøjet lande. Foto: ukendt.
Her er stedet bag legepladsen, hvor skolebørnene så fartøjet lande. Foto: ukendt.

Cynthia Hind – MUFON-detektiven kommer forbi

Hvem er Cynthia Hind?, tænker du.

cynthia-hind

Cynthia Hind, var en sydafrikansk kvinde, som voksede op i Namaqualand i Sydafrika, hvor hun bla. gjorde tjeneste i WAAF (South African Women’s Auxiliary Air Force), og via hendes arbejde der, mødte hun sin kommende mand, og de flyttede til England, og hun fik to børn, og begyndte at skrive professionelt, hvor mange af hendes kortnoveller og artikler blev udgivet i landet og resten af kontinentet. Efterfølgende flyttede de til det daværendeRhodesia, i Harare, hvor hun og familien sammen opbyggede deres møbelfirma. Det var på det tidspunkt hun begyndte at interessere sig for ufoer, besøgte MUFON i Illinois i 1974 og begyndte at arbejde for dem som efterforsker og repræsentant for Zimbabwe.

720506_130208135652_ufos1

 

Hendes første bog “UFOs – African Encounters” blev udgivet i Zimbabwe i 1982 og blev betragtet som en milepæl i afrikansk ufologi. Nogle af hendes bedste artikler er blevet udgivet i MUFON UFO Jounal over de efterfølgende år. Når der skete en interessant ufo observation, var hun ikke sen til at enten flyve eller kører til observationsstedet og foretage end komplet efterforskning med hjælp fra lokale kvalificerede videnskabelige rådgivere.

 

 

 

 

På det tidspunkt hendes første ufo magasin “UFO AFRINEWS“, med første nummer fra juli, 1988, blev udgivet via London, England, havde hun beskæftiget sig med ufo-emnet i omtrent 15-20 år. teaserbox_2459634942I starten var der ingen synderlig interesse i emnet, og folk kunne ligefrem være afvisende overfor personer med den holdning, at der fandtes liv andre steder end her på Jorden. Men det havde åbenbart ændret sig med tiden – muligvis med hjælp fra Cynthia Hind’s dengang store interesse for at udbrede viden om de besøgende fra andre planeter. I magasinet skriver hun om forskellige sager, der har fanget hendes interesse, og der er for mange til at remse op her, men i bund og grund har de rod i den afrikanske kultur, muligvis med inspiration fra de amerikanske sager. Selvom Hind er metodisk og rationel i hendes “detektivarbejde”, når hun beskriver visse sager, kan hun alligevel ikke undgå at slutte af med at skrive noget som indikerer, at hun “ønsker” at det er en ægte observation, eller kontakt, som vidnerne har haft med rumvæsener. Men som altid, så er det et problem, når man skriver om emner med alt for skeptisk eller kritisk vinkel – hvis formålet er at vække folks interesse for ufo-emnet. Det afskrækker folk fra at fortælle om deres oplevelser i sidste ende pga. de mange latterliggørelser fra skeptikere og kritikere der ikke hnar høje tanker om emnet, på trods af at de praktisk talt lever af at beskæftige sig med disse emner.

Trods alt, så var hun omhyggelig med at dokumentere de sager hun selv var indblandet i. Hun understreger hendes vigtigste punkter i data-indsamlingen: Vidne-reaktioner, vidne-effekter, fysiske spor og efterladenskaber, logiske forklaringer, mulige forklaringer, osv.

Den første rigtige sag hun bed mærke i, var uopklarede sager, som var meget detaljerede, som fx “den flyvende kugle”, set den 9. juli, 1974 af Alan Johnson og Bob Sonderup kl. 23:45 nær – som hun skriver det i Nr. 1 – Port Elizabeth, Sydafrika. Området kan hun dog tage fejl af, fordi en anden lignende historie på omtrent samme tidspunkt finder sted i East London (læs her). Det kan også være at hun bare havde glemt (?) navnet på byen, eller ikke ville nævne den af en eller anden årsag.

"Den flyvende kugle", set over East London i Sydafrika, 9. juli, 1974
“Den flyvende kugle”, set over East London i Sydafrika, 9. juli, 1974. Foto: ufo afrinews No.1, july 1988

Det var politisk og kulturelt hårde tider i  datidens Rhodesia i 1970-80’erne, og folk har en tendens til – uanset hvor de bor i verden – at foretage en eller anden form for virkelighedsflugt for at komme væk fra hverdagens traumer, og det kan også tænkes at en masse myter og legender spiller ind i. To år før observationen ved Ariel Skole i 1994, forbandt man præsident Mugabe’s kones dødsfald den 27. januar, 1992 med Zimbabwes kollaps. Landet havde længe været hærget af politisk korruption og skandaler. Dette giver anledning til at sammenkæde disse “besøg fra rummet”, der kom med positive budskaber om, at mennesket skulle til at tage sig ordentligt af planeten og miljøet som en kontrast til alt det negative der har fundet sted i landet i årtier.

Når man så læser en tidlinjer over begivenheder i landet efter 1994, kan man se, at “rumvæsenbesøget” ikke har hjulpet på problemerne i landet. Tvært imod. (læs her).

Nåh, men videre til Cynthia Hind.

Cynthia Hind tog ud til skolen tirsdag den 20. september, 1994 med en BBC reporter og noget tv udstyr, sammen med hendes søn og Gunter Hofer, en ung mand der bygger sit eget elektroniske udstyr, viz, en geiger-tæller, en metaldetektor og et magnetometer, for at undersøge om objektet efterlod spor.

Skolens rektor, Mr. Colin Mackie, var meget samarbejdsvillig, fortalte at selvom han aldrig havde set en ufo før eller troede på dem, var han overbevist om, at børnene havde set hvad de siger de havde set. Han gav holdet 35 tegninger, som børnene havde lavet på Cynthia Hind’s opfordring til rektor Mackie.

Cynthia Hind interviewede efterfølgende 10 eller 12 ældre børn, hvilket blev optaget til BBC tv.

Et øjenvidne, Barry D., fortalte at han havde set 3 objekter flyve over, med blinkende røde lys. De forsvandt og kom igen tre gange et helt nyt sted. Derefter kom de og landede nær nogle gummitræer. Barry fortalte at objektet var på størrelse med hans tommelfingernegl når man holder armen strakt lige ud.
Alle fortællinger var ens selvom nogle børn var mere opmærksomme end andre.
Der var dog enighed om, at objektet dalede/svævede ned i det område de udpegede, omkring 100 meter fra kanten af skolens legeplads.

Rumvæsenet kommunikerede tilsyneladende med børnene ved at stirre den lige ind i øjnene, og emnet var meget besynderligt, men typisk ved nærkontakter – det drejer sig altid om hvad der foregår på vores planet – og rumvæsenerne er her for at advare os imod hvad det er vi gør galt – ødelæggelse af miljøet, osv. Det var dog ikke alle børn der kunne høre noget. Nogle børn blev chokeret, mens andre var begejstrede. Det var de yngste børn der blev mest traumatiseret, da de befandt sig forrest i gruppen. Børnene skreg efter lærerne som i første omgang valgte at ignorere dem. Men da børnene gik hjem og fortalte til forældrene hvad der var sket, gik forældrene til skolen og ville høre hvad der var foregået.
Snart efter blev alle børnene der havde set objektet, bedt om at lave en tegning af det de så. De tegnede hver især det samme, med lidt ændringer hist og her på især rumskibet.

Det er værd at bemærke, at mange af de yngste børn var skrækslagne og skreg efter hjælp – det viste sig at være fordi “den lille mand” gav genklang hos de børn, der havde hørt de afrikanske legender om dæmoner og spøgelser, som åd små børn. Det var nok også derfor at Mrs. Kirkman (første voksne vidne) ignorerede de børns fortællinger, da de kom hen til hende, og fortsatte med hendes arbejde. Hun var overbevist om, at børnene bare lavede sjov med hende.

Pudsigt nok, var man hurtig til at udelukke idéen om at det skulle være rumvæsener – da mange af børnene aldrig havde set eller hørt om ufo-fænomenet før.

Flere versioner af historien

Nogle andre vidner fortalte Cynthia Hind, at der var et stort sølvfarvet objekt, omgivet af tre andre objekter omkring sig. To sære væsener blev spottet, den ene gik oppe på taget af fartøjet, mens den anden nærmede sig ungerne, der var løbet hen til stedet for at se nærmere på hvad der var landet hos dem. Væsenet så børnene og forsvandt hurtigt. “Han” eller en anden som ham, dukkede op igen bag fartøjet. Objektet lettede meget hurtigt og forsvandt.

En 11-årig pige beskrev den lille mand der var klædt i en sort tætsiddende skinnende (el. reflekterende) heldragt. Han havde en lang tynd hals, og at “han” havde øjne så store som rugby-bolde. Hans ansigt var blegt med langt sort hår der nåede ned til under hans skuldre.

10151746_249588635227582_7470757717304282659_n

 

Cynthia Hind foreslog Mackie før hun besøgte skolen, at han skulle lade børnene tegne det de så, hvilket resulterede i 30-40 tegninger, hvor nogle var meget eksplicitte og klare, selv om nogle var temmelig vage.
Hun fik 22 fotokopier af de bedre tegninger hun selv valgte at beholde. De fleste af beskrivelserne er ens men nogle af fartøjerne er tydeligvis “flyvende tallerkener”, hvilket kunne få en til at tænke over hvor mange af børnene mon har haft adgang til medier. Andre tegninger af fartøjet er rå, men mere eller mindre i “tallerkenform”.

arielschool

En lille pige kom hen til hende og sagde “Jeg sværger ved hvert hår på mit hoved og hele biblen, at jeg fortæller sandheden.” Da Hind fortalte at hun troede på hende, lyste den lille piges ansigt op i et smil. De små børn fra 5-7 år, var meget bange på tidspunktet de så objektet og skreg “Hjælp mig, hjælp mig”, og da de ældre børn spurgte hvorfor de sagde det, lød svaret, “Han kommer og spiser os.” Hind overvejede om dette gjaldt mere for de sorte børn, der kendte til legenden om Tikoloshe, den Afrikanske vampyr.

Området de ikke måtte bevæge sig ind på, kunne sagtens forekomme at være et tabu-emne for børnene, som der kunne digtes historier om – bla. fordi der blev advaret om at det er farligt at gå derind. Børns fantasi kan derfor digte en historie der passer til hvorfor man ikke må gå derind.

Cynthia Hind døde den 21. august, 2000 – af kræft – hendes arbejde på hjemmesiden UFO AFRINEWS blev lukket ned, men nogen (Gunter Hofer) har ført faklen videre som en hyldest til hende. Du finder bl.a alle (?) numre af hendes blad til fri download. (Se her)

Foto: www.afu.se
Foto: www.afu.se

I 2010 donerede Gunter Hofer den del af de efterforskningsdokumenter for UFO Afrinews magasiner, som han beholdt til AFU i Sverige. Der var stadig nogle kasser i huset som ville blive doneret til AFU når Hofer vendte tilbage til Zimbabwe. Selvom det frygtes at størstedelen af hendes arbejde er gået tabt, er AFU nu kommet i besiddelse af sager som Elisabeth Klarer kontakten og den “afrikanske skole”-sag.

https://www.youtube.com/watch?v=BRnwB-YJmrQ

https://www.youtube.com/watch?v=vuIJJsh3phk

Mødet med det ukendte

Photo © John E Mack Archives LLC. Courtesy of Mack family
Photo © John E Mack Archives LLC. Courtesy of Mack family

Dr. John E. Mack, den kendte professor i psykiatri fra Harvard, der efterfølgende hørte om sagen, skyndte sig at organisere nogle fra et tv hold fra BBC og tage ned til Ruwa, for at se sagen nærmere på egen hånd. Sammen med en sydafrikansk producer, Nicky Carter, der allerede havde lavet en kort dokumentar om sagen, besøgte de skolen i slutningen af november måned. Nicky Carter havde en halvbror der gik på skolen, der dog var syg denne dag, men som videregav informationen til ham. Carter var fuldt overbevist om, at børnene fortalte sandheden ud fra den måde de reagerede på, da de blev interviewet og filmet fra 28. november til den 6. december, 1994.

På dette tidspunkt skævede hans akademiske kollegaer allerede til den ellers respekterede Dr. Mack pga. den interesse for rumvæsen-bortførsler, med udtalelsen om, at udenjordiske væsener havde “invaderet vores fysiske virkelighed som påvirker hundreder af tusinder, hvis ikke millioner af mennesker.

Dr. Mack var blevet en berømthed på Harvard efter udgivelsen af hans bog “Abductions”, der blev en bestseller. I følgende utallige tv- og avis interviews blev han kaldt “Harvardprofessoren der tror på ufoer“, til stor gene for hans kollegaer, der ønskede at blive taget seriøst.

En komite blev etableret, som skulle vurdere hans metoder til at undersøge de personer som delte deres nærkontakter med ham. Men heldigvis efter 14 måneders undersøgelser, kunne Harvard midlertidig “genbekræftet Dr. Macks akademiske frihed til at studere hvad han ønsker, og at fremsætte sine udtalelser uden hindring.”

Dr. John Macks interesse i det åndelige eller transformerende aspekter af folks nærkontakter med fremmede, samt hans forslag om, at oplevelsen i sig selv kunne være mere transcendent end af fysisk karakter – men dog virkelig – gjorde at han var unik (ikke mindst kontroversiel) fra andre af hans lige, såsom Budd Hopkins, der var overbevist om, at nærkontakterne med rumvæsener var fysiske. Det er dog desværre med til at gøre det nemmere at beskylde Mack for at være “for åben og ukritisk” overfor fortolkningen af de såkaldte bortførte vidner.

Problemet som altid er vidnernes troværdighed – specielt fordi vi ved hvor letpåvirkelig fx børn er, når de opfordres til noget af voksne, der stiller ledende spørgsmål. Og det at man opsøger vidner igen efter års fravær, hvor de genfortæller den samme oplevelse, kunne være et problem i sig selv, fordi minderne kan være falske – opdigtet, og dermed noget som medfølger permanent “skade”, specielt hvis vidnet har været traumatiseret af en hændelse. Den historie, som de få børn fortalte, blev så videreført til resten af de børn som fulgte med, da de skyndte sig hen til “landings-stedet”. Kan de være påvirket af ledende spørgsmål første gang de blev bedt om at beskrive hvad de så, eller mente de så? Hvad så med sammenligning af notaterne fra de forskellige der interviewede børnene?

Det lykkedes Dr. Mack at overbevise forældrene om, at selv om de ikke troede på børnene, ville det give bagslag at beskylde dem for at lyve – han “opmuntrede” altså direkte til at støtte børnenes historie!

Dr. Mack’s analyse af samtalerne med børnene fik ham til at konkludere, at børnene ikke havde haft en masseillusion – det synes ikke at have nogen anden psykiatrisk forklaring.

Dr. John E. Mack døde den 27. september, 2004 (74 år), da han blev kørt ned at en fuld bilist på Totteridge Lane i London, England. Han gik alene hjem efter at have spist aftensmad med nogle venner, da han blev ramt kl. 23:25 nær  krydset af Totteridge Lane og Longland Drive. Mack’s familie anmodede om straflempelse for den mistænkte, da de mente at den tiltalte’s hensigt ikke var hverken ondsindet eller forsætlig.

Hør et BBC special om John E. Mack her.

Genopfriskning af minderne

Emily Trim, 6. april, 2016 Foto: ufocongress.com
Emily Trim, 6. april, 2016 Foto: ufocongress.com

Emily Trim, der er født i Canada, voksede op i en familie der var religiøs. Forældrene var missionærer for Frelsens hær, og det var en af grundene til at de rejste til Afrika. Hun var 8 år da hun blev et af vidnerne til et af de mest ekstraordinære ufo-nærkontakter i Zimbabwe’s historie. Emilys erfaringer har haft en dybtgående indvirkning på hendes liv, og med hjælp fra hendes ven, der også er en ufo og bortførsel-efterforsker, Luigi Vendittelli, vil hun dele sin oplevelse om den måde at disse meddelelser har påvirket hende frem til i dag. Hun er begyndt at tegne og male billeder og symboler som hun deler med publikum, og fortæller at de repræsenterer beskeden som hun fik og har lov til at give videre. Hendes første optræden blev på Alien Cosmic Expo 2015 den 21. juni. (læs her)

Emily på Alien Cosmic Expo, fortæller hendes historie og fremviser de malerie der har inspireret hende fra hendes nærkontakt med rumvæsenet i 1994.
Emily og Luigi på Alien Cosmic Expo, fortæller hendes historie og fremviser de malerier der har inspireret hende fra hendes nærkontakt med rumvæsenet i 1994.

Det “nye” i Emily’s historie er, at hun hørte en højfrekvent fløjtlyd før ufoen landede. Derefter kom de to rumvæsener ud og gik hen til hende og veninden, hvor de efterlignede dem på en nysgerrig og legende måde. Hun fortalte at hun fik billeder i hovedet, og kommunikation gennem deres øjne noget der fortalte om teknologi. En af de andre piger der stod ved siden af hende, fik mere information om miljøet. Hun har sandsynligvis stadig en religiøs opfattelse af verden, som nu er blevet forstærket efter hun er blevet klogere på ufo-emnet, så hun har muligvis nok været inspireret af en masse ufobøger siden 1994.

Emily i 1994 og 2015.
Emily i 1994 (?) og 2015. Foto: www.collective-evolution.com

Året efter ved den årlige International UFO Congress i 2016 (6. april), deltog Luigi og Emily igen med deres foredrag. Luigi, der selv er fra Montreal, fortalte om en episode hvor en kvinde i byen havde fotograferet “væsener” på nært hold. Han præsenterede derefter Emily, der denne gang holdt en meget følelsesladet tale. Hun græd da hun talte om sit møde med rumvæsenerne der svævede over jorden. Hun fortalte at hun faldt på hendes knæ foran det ene væsen, hvis ansigt blev ved med at skifte mellem et rumvæsen og en løve (?). Hun fortalte yderligere, at hun havde haft en samtale med en magisk sommerfugl (!). Publikum kunne lide Emily så meget, at de gav hende et stående bifald.

Det er vel ganske givet, eller almindeligt kendt for nogen, at stærke følelser kan tilsidesætte al kritisk tænkning og ikke mindst dømmekraft – hvilket gør, at hendes historie mere hører til i religion end i videnskab. Hvad der er endnu mere forbløffende er Emily Trim’s tilsyneladende fortrolighedsaftale, der gjorde at det hun fortalte kun gav mening for dem, der allerede kendte til sagen, hvilket sikkert skyldes den kommende dokumentarfilm om hændelsen på Arielskolen.

Efterspil

Typisk i børns “røverhistorier” udpeger eksperter punkter, hvor i næsten alle sager, vil børn indrømme deres løgnehistorie. I 2010, da alle 62 (?) af børne-vidnerne som nu var blevet voksne, blev interviewet igen – var der ingen af dem der trak deres historie tilbage! Her er et udpluk af deres udtalelser 16 år efter begivenheden.

“It was that face, that craft. It will never go out of my mind.”

“We [the witnesses] met up on many occasions after that and hugged and shook our heads and said ‘that was the most amazing experience of our lives’.”

“It was strange, it was exciting. You don’t see stuff like that every day. That was like a once in a lifetime experience.”

“We *know* we didn’t just make this up. Something definitely was happening. Whether it was UFOs or whether it was who know what else, we can’t say for sure one way or another but definitely there was something that happened there that day and it got the whole school riled up.”

“If there was one experience in my life that I’d like to relive, it would be that particular experience.”

En af forældrene sagde om sit barn:

“He never stopped talking about it. He has *never* stopped talking about it. And he has believed all this time that it did happen.”

En lærerinde fortalte, at hun troede på børnenes historie, og var overbevist om, at de havde været vidne til noget ekstraordinært:

“I don’t believe for a minute you could get that many kids to agree to do something like that. I really don’t. I know children well enough, I just don’t think that could happen, so I’m absolutely sure that something did happen there that day.”

Man kan altså dermed spørge sig selv, om hvad alle disse børn der er blevet påvirket af disse rumvæseners budskab om at passe bedre på vores planet – om denne oplevelse havde medført at de besluttede sig til at gøre noget eller bare fortsætte deres liv som de plejer. Det ville jo have været yderst interessant at have en eller anden bekræftelse på, at de børn der var i kontakt med rumvæsenerne i dag helliger sig deres liv udelukkende til at beskytte planeten, men sandheden er vel at man overhovedet ikke er i stand til at gøre den slags, derfra hvor man bor i Afrika! Er livet blevet bedre i Zimbabwe siden 1994? Nej, tværtimod. Og miljøet er heller ikke blevet bedre i Ruwa, da byen jo er vokset betydeligt i de 22 (2016) år der er gået. Man kunne også have håbet på, at producenterne der vil lave en dokumentarfilm om denne hændelse, ville have doneret pengene til forebyggelsen af klimaproblemer, osv, men intet tyder på at det er en del af deres agenda med filmen.

Hvad betyder det egentlig i praksis, at blive advaret af intelligente væsener fra andre planeter, der rejser i lysår hertil med en løftet finger og advarsel om at vi skal passe bedre på vores planet, når budskabet ender ud i ingenting pga. manglende beviser for at de er eller har været her for at advare os?

Vi har i hvert fald selv vores egne debatter i politik om hvad der bør gøres mht. miljøet og bevarelsen af naturen og alle dyrene der er truet af udslettelse pga. vores behov for at opbruge enhver rest af ressourcer til vores egne formål.

Herunder har jeg samlet en række vigtige punkter der stilles i sagen:

FOR:

*Hvorfor skulle “62” børn lyve?
*Grunden til den enorme tavshed fra alle vidnerne, kan være fordi de ved at ufoemnet kan være ødelæggende for en karriere, eller at man som barn bliver udsat for mobning, så derfor er de fleste vidner der har noget at miste, ikke interesseret i at risikere at ødelægge deres liv.
*INGEN af børnene (man har interviewet) har hidtil trukket deres udtalelser tilbage eller erklæret det hele som værende fup.
*Mange af børnene fortalte at væsenerne bevægede sig i slowmotion. Emily Trim sagde, at de ikke rørte jorden.
*Der var rapporteret lignende hændelser i en radius af 40 km fra området.
*Sagen minder meget om (varierende) andre lignende sager i andre lande.
*Sagen minder også meget om legenden om “Stjernefolket”, som de indfødte altid snakkede om.

IMOD:

*Det var faktisk kun en håndfuld af børnene der var vidne til ufoen og rumvæsenerne. De er med i video-interviews af Cynthia Hind og John Mack.
*Ufoen landede selvfølgelig lige mens at der ikke var voksne vidner tilstede, og den ene voksne der var i nærheden, nægtede at tro på eller reagere på børnenes skræk for hvad de havde set, også selvom et af børnene var hendes eget. Han havde mere end travlt med at passe på småpengene og slikket i den lille bod.
*Før historien blev populær var der ikke nogen (åbenbart) der havde nævnt noget om en landet UFO.
*Det er nok mest sandsynligt, at alle børnene har hørt historien om den landede ufo, og rumvæsenet, uden selv at have set noget. Der skabes så et “falsk minde” om oplevelsen, som barnet bliver ved med at tro på op gennem årene.
*Der var ingen tegn på noget landingssted, Cynthia Hind fandt heller ikke noget sted, hvor objektet kunne være landet – derfor kan det være sandsynligt at børnene “fik at vide” at objektet kunne svæve hvis den nu ikke var landet. Alligevel har de lavet tegninger af disken der har landingsfødder nede på jorden, og andre hvor objektet er parkeret helt på jorden.
*Gunter og mændene undersøgte området hvor ufoen påstås at være landet, men der var ingen udslag fra nogen af de medbragte instrumenter.
*Cynthia Hind fortæller selv at hun kom til skolen den 20. september, men flere artikler siger, at hun kom dagen efter hændelsen (?)
*Antallet af objekter varierer fra 1-4.
*Formen på ufoerne varierer fra stereotypisk tallerkenforme til kugleforme, og stereotypiske rumvæsener i varierende former. Nogle har ikke hår og andre har langt sort hår.
*Emily Trim taler for første gang i juli 2016 offentligt siden 1994 om sin oplevelse med mødet med rumvæsenerne på skolen. Problemet med hendes historie er, at hun fortæller at hende og en veninde legede på grænsen ind til krattet hvor ufoen landede. De så et lyn og så ufoen, og så to væsener der efterlignede deres hopperi. Pigerne blev udsat for telepatisk kommunikation i form af billeder, osv. Problemet ved historien er, at mange (de fleste) af beretningerne, fortæller at objekterne kun blev observeret på 100 meters afstand. Der var tilsyneladende heller ikke andre der så det som Emily og veninden gjorde. (!?) (det kan være de begge blev interviewet her). Emily fortæller at de var omkring 2 meter fra dem.
*Hvor gammel er Emily Trim egentlig? En Google-søgning (her) afslører at hun er 28 år, hvilket vil sige at hun vil have været omkring 6 eller 7 år gammel i september 1994. Desuden ses hun tilsyneladende på billede længere oppe i sin yngre udgave med BRUNE øjne, og hun har BLÅ øjne i dag!?
* Luigi lod det også hænge i luften, at der skulle eksistere et billede der kan ændre ufologi – men desværre har den udtalelse en hul klang, der minder om efterdønningerne fra de såkaldte “Roswell-slides”, der jo faldt til jorden med et drøn!

En dokumentarfilm bliver til

12342451_796650520444703_6812437672989368593_n

Den 14. december 2015 på String Theory Films Facebookside, poster de en plakat for deres projekt, “Ariel Phenomenon”, som skulle blive den definitive dokumentarfilm om hændelsen i 1994. Problemet som altid, er jo at som uafhængig dokumentarister, skal pengene til at færdiggøre projektet jo komme et eller andet sted fra, så de er naturligvis interesseret i at modtage donationer så de kan hyre nogle til at klippe og redigere filmen.
Randall Nickerson påstod tilbage i 2008, at der eksisterede ca 4 timers råfilm af de interviews der blev foretaget af John Mack, som han kunne bruge i dokumentarfilmen.
I dag (4. september, 2016), uploadede de deres trailer for dokumentaren, som du kan se herunder

https://www.youtube.com/watch?v=Kr_remi7qgQ

 

KILDER:

https://en.wikipedia.org/wiki/John_E._Mack
https://aeon.co/essays/wasn-t-i-special-enough-to-be-abducted-by-aliens
https://www.facebook.com/arielschooldocumentary/ (billeder, info)
http://johnemackinstitute.org/1995/03/exploring-african-and-other-alien-encounters/
https://www.facebook.com/Ufo-Alien-encounter-Ruwa-Zimbabwe-1994-249585855227860/
https://www.facebook.com/arielschooldocumentary/
https://www.facebook.com/aliencosmicexpo/posts/580828215353007
http://ufocongress.com/emily-trim/

Jeg anbefaler desuden Henning Detlefsen’s omhyggeligt detaljeret artikel, som i store træk også har samme indhold som min artikel, da vi sikkert har læst samme materialer – jeg har blot valgt en lidt anden formulering af min tekst og andre fotos. Læs især afsnittet “Hvordan man ikke interviewer børn”.

Læs her på SUFOI:

http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2016/um16-223.php

VIDEO:

Ariel School UFO Research 1994 to 2012 (kompilation)
Emily Trim, Alien Cosmic Expo 2015
Experiencers: John E. Mack, M.D. (fuld dokumentar)
John E. Mack på IONS, 28. april, 1995
Dr. J. Mack: Overcoming the disbelief of the UFO Phenomena
Exopolitics Chile om Ruwa-sagen (engelsk tekst)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *